Praktisk lederuddannelse for SMV’er – fra fremtidsberedskab til handling

Verden forandrer sig hurtigere end nogensinde. Nye krav fra kunder, samarbejdspartnere, banker og myndigheder stiller større krav til ledelsen.

Fremtidsberedskab handler om at skabe en virksomhed, der kan navigere i forandringer, træffe gode beslutninger og handle, når nye muligheder eller udfordringer opstår.

På uddannelsens fire undervisningsdage arbejder du med din egen virksomhed. Du går ikke hjem med endnu en mappe på hylden, men med konkrete værktøjer og en plan, der kan omsættes direkte i hverdagen.

Undervisningsdagene afholdes den 8. oktober, 28. oktober, 18. november og 9. december 2026.

Der er makismalt 25 pladser.

Program

Dag 1: Udsyn og fremtidens krav
Få overblik over de forandringer og krav, der kan påvirke din virksomhed de kommende år og bliv skarpere på, hvor mulighederne ligger.  Vi arbejder med muligheder, risici, AI, cybersikkerhed og fremtidsscenarier.

Dag 2: Indsigt i forretningen og risikohåndtering
Styrk dit beslutningsgrundlag ved at forstå virksomhedens situation, interessenter, bæredygtighed og de krav, som kunder, samarbejdspartnere og banker stiller.

Dag 3: Resultater gennem mennesker
Bliv klogere på din egen ledelsesstil, og hvordan du skaber stærkere samarbejde og engagement blandt medarbejderne.

Dag 4: Fra indsigt til handling
Vi samler trådene og omsætter indsigt til handling. Du afslutter uddannelsen med et Fremtidskompas, som giver retning for virksomhedens vigtigste prioriteringer og næste skridt.

Efter endt uddannelse modtager du et diplom.

Dette får du ud af uddannelsen

  • Større overblik over virksomhedens vigtigste muligheder og risici
  • Et stærkere grundlag for at træffe beslutninger og prioritere de næste skridt
  • Konkrete værktøjer til at styrke virksomhedens fremtidsberedskab
  • En tydeligere retning for virksomhedens udvikling
  • Indblik i AI – hvordan den giver værdi i ledelsen og virksomheden, og hvordan virksomhedens AI-modenhed kan vurderes og udvikles
  • En personlig Belbin Styrkeprofil med individuel sparring, som giver indsigt i dine styrker, samarbejdsformer og ledelsesstil
  • Et Fremtidskort, et Fremtidskompas og en konkret handlingsplan, der giver retning for virksomhedens næste skridt
  • Undervisningsmaterialer, fuld forplejning og diplom ved gennemført uddannelse

Pris

Deltagerprisen: 7.500 kr. ekskl. moms.
For medlemmer af Roskilde Handel & Erhverv eller erhvervskunder hos Danske bank: 4.500 kr. ekskl. moms.

Som medlem af Roskilde Handel & Erhverv eller erhvervskunde i Danske Bank tilbydes du adgang til uddannelsen til en særlig partnerpris.

Uddannelsen er udviklet i et partnerskab mellem Danske Bank, Roskilde Handel & Erhverv og Roskilde Handelsskole for at gøre højt kvalificeret lederudvikling mere tilgængelig for lokale virksomheder.

Uddannelsens undervisere

På uddannelsen møder du undervisere og specialister fra Roskilde Handel & Erhverv, Danske Bank og erhvervslivet med erfaring inden for ledelse, forretningsudvikling, finansiering, cybersikkerhed, AI og bæredygtighed.

To gennemgående undervisere sikrer en rød tråd i undervisningen og et stærkt fokus på din virksomheds udvikling gennem hele forløbet.

Tanja Dinsen
Forretningsudvikler, underviser og ledertræner med mere end 20 års erfaring i ledelse, udvikling og forandringer i SMV’er. Hjælper virksomheder med at omsætte indsigt til konkrete handlinger. Gennemgående underviser på uddannelsen.

Brian Viuf Christensen
Chefkonsulent med speciale i strategisk ledelse, risikostyring og forretningsudvikling. Gør komplekse emner som ESG og fremtidige krav konkrete og anvendelige for virksomheder. Gennemgående underviser på uddannelsen.

Anders Tharsgaard
Seniorrådgiver med speciale i forretningsudvikling og beslutningskraft i ledelser og bestyrelser. Arbejder i krydsfeltet mellem strategi, ledelse og de krav, virksomheder møder fra banker, investorer og myndigheder.

Jesper Rodenberg
Leder af specialistteam inden for cybersikkerhed i Danske Bank. Giver indsigt i digitale trusler, cybersikkerhed og hvordan virksomheder kan beskytte kritiske data og processer.

Peter Otte von Magius
Ledende rådgiver inden for bæredygtighed og risikostyring i Danske Bank. Bidrager med indsigt i, hvordan banker vurderer virksomheders robusthed, udvikling og finansieringsmuligheder.

Martin Sattrup Christensen
Forfatter til AI Strategi Kompasset. Bidrager med praktiske metoder til at skabe sammenhæng mellem AI, strategi og ledelse. 25 års erfaring som leder og direktør. Hjælper virksomheder med at omsætte AI til konkrete forretningsresultater.

Hvem kan deltage?

Ejerledere, direktører og nøglemedarbejdere i SMV’er
Ledelsesteams med ansvar for strategi og udvikling
Virksomheder, der vil styrke robusthed og beslutningskraft
Virksomheder, der ønsker at stå stærkere i dialogen med banker og samarbejdspartnere

Der er maksimalt 25 deltagere på holdet.

Hvorfor tilmelde dig?

En fremtidsklar virksomhed har overblik over sine vigtigste risici og muligheder, træffer beslutninger på et stærkt grundlag og arbejder ud fra en tydelig retning med klare prioriteringer. Samtidig står virksomheden stærkere i dialogen med kunder, banker og samarbejdspartnere, fordi den kan forklare sin strategi og sine valg.

På uddannelsen får du værktøjer til at identificere både virksomhedens styrker og sårbarheder, skabe opbakning til forandringer blandt medarbejderne og reagere hurtigere og mere sikkert, når nye muligheder eller udfordringer opstår.

Fremtidsberedskab er ikke noget, virksomheder kan vente med. Det er en vigtig forudsætning for at bevare handlekraft, robusthed og konkurrenceevne i en verden, der konstant forandrer sig.

Kontaktperson

Kontakt forretningsudvikler Tanja Dinsen, hvis du har spørgsmål til arrangementet.
Mail: tanja@roskildehandelogerhverv.dk
Telefon: 54345827