Om os
Vi skaber vækst og fællesskab for erhvervslivet i Roskilde
Roskilde Handel & Erhverv er erhvervsforeningen for hele Roskilde kommune. Vi repræsenterer cirka 580 medlemsvirksomheder – fra produktions- og servicevirksomheder til detailhandel, håndværk og soloselvstændige.
Vores formål
Vores formål er at styrke udviklingen af erhvervslivet i hele Roskilde kommune. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer for lokale virksomheder gennem stærke fællesskaber, politisk påvirkning og konkrete værktøjer, der hjælper virksomheder med at vokse.
Vores fokus
Vi arbejder bredt med alt, der påvirker erhvervslivet i Roskilde kommune. Vi tiltrækker virksomheder til kommunen og arbejder for at forbedre erhvervslivets rammevilkår. Vi skaber synlighed om det lokale erhvervsliv og understøtter vækst og udvikling. Vi arbejder strategisk med bymidteudvikling, detailhandel og byliv. Vi tror på værdien af et stærkt samarbejde mellem uddannelserne og virksomhederne.
Sammen med det lokale erhvervsliv griber vi nye muligheder for udvikling og vækst til gavn for både virksomheder og borgere. Det er vores ambition at være en betroet og professionel partner for alle de offentlige og private aktører, vi samarbejder med.

Vores historie
Roskilde Handel & Erhverv blev dannet i 2025 gennem en sammenlægning mellem Roskilde Erhvervsforum og Roskilde Handel, der samlede erhvervslivet i hele kommunen under ét tag. Vi er en selvstændig erhvervsforening med egen bestyrelse og sekretariat.
Vi er det lokale erhvervslivs talerør over for de beslutningstagere, som har indflydelse på erhvervslivets rammevilkår – kommunalt, regionalt og nationalt. Vi har et tæt og velfungerende samarbejde med Roskilde Kommune.