Sommeren får mange til at overveje nye veje i arbejdslivet. For dem, der drømmer om at blive selvstændige, tilbyder Roskilde Handel & Erhverv nu tre forskellige forløb, der gør vejen fra idé til virksomhed overskuelig.

For mange giver sommerferien mulighed for at sætte tempoet ned og overveje, om arbejdslivet skal se anderledes ud. Nogle drømmer om større frihed, flere udfordringer eller om at føre en god idé ud i livet. Men vejen fra tanke til handling kan virke usikker.

På den anden side af sommerferien tilbyder Roskilde Handel & Erhverv derfor tre forskellige iværksætterforløb, der henvender sig til mennesker med forskellige behov og forudsætninger.

– Vi møder mange, der har en god idé, men som mangler overblik over, hvor de skal begynde. Vi har derfor samlet flere forskellige tilbud, så flere kan finde et forløb, der passer til deres situation. Målet er at gøre det lettere at komme godt fra start, siger Karina Hoffmann, chefkonsulent for iværksætteri og forretningsudvikling i Roskilde Handel & Erhverv.

Få svar på de vigtigste spørgsmål

Det første tilbud er StartUp Café, som afholdes den 26. august i Den Gamle Byrådssal på Stændertorvet.

Her kan kommende iværksættere møde eksperter inden for blandt andet økonomi, jura, markedsføring, finansiering og forretningsudvikling. Deltagerne får mulighed for at stille spørgsmål, høre erfaringer fra livet som iværksætter og skabe kontakt til både eksperter og andre med samme ambitioner.

Arrangementet er gratis og henvender sig både til dem, der overvejer at starte virksomhed, og til dem, der allerede er kommet i gang.

Struktur på idéen

For dem, der ønsker et mere dybdegående forløb, tilbyder Roskilde Handel & Erhverv også IværksætterBoost.

Det er et online forløb bestående af flere sessioner, som hjælper deltagerne med at udvikle deres forretningsidé, få styr på målgruppen, økonomien og forretningsmodellen og de praktiske forhold omkring opstart af en virksomhed. Undervejs arbejder deltagerne med deres egen idé og får sparring fra både erfarne rådgivere og andre iværksættere.

For borgere i Roskilde Kommune er forløbet gratis grundet samarbejdet mellem Roskilde Handel & Erhverv og Entreprenerdy, som udbyder forløbet.

Et iværksætterforløb til mennesker med ADHD

Det tredje tilbud er DRIVE, som henvender sig til mennesker med ADHD eller ADHD-træk.

Forløbet er udviklet i samarbejde med Danske Iværksættere, ADHD-foreningen og Tietgenfonden og bygger på tanken om, at mange med ADHD besidder stærke iværksætterkompetencer som kreativitet, handlekraft og evnen til at tænke nyt.

Programmet kombinerer undervisning, mentoring og fællesskab i et format, der er tilpasset deltagernes behov. Forløbet starter op den 31. august og er gratis, men optagelse sker efter ansøgning.

Sparring, når behovet opstår

De tre forløb er ikke de eneste muligheder for at få hjælp. Roskilde Handel & Erhverv tilbyder også individuel iværksættervejledning ved Karina Hoffmann. Her kan kommende og nystartede iværksættere få sparring på alt fra forretningsidé og opstart til finansiering, netværk og udvikling af virksomheden.

Iværksætteri skaber vækst

Ifølge Roskilde Handel & Erhverv handler iværksætterindsatsen ikke kun om at hjælpe den enkelte, men også om at styrke erhvervslivet lokalt.

– Når flere får mulighed for at føre deres idéer ud i livet, skaber det både arbejdspladser og et stærkere lokalt erhvervsliv. Derfor er det vigtigt, at der findes tilbud, som gør det lettere at tage de første skridt, siger Karina Hoffmann.

Læs mere om StartUp Café, IværksætterBoost, DRIVE og den individuelle iværksættervejledning på Roskilde Handel & Erhvervs hjemmeside.

FAKTA

Tre tilbud til kommende iværksættere

  • StartUp Café – 26. august 2026:
    Gratis inspirations- og netværksarrangement med eksperter inden for økonomi, jura, markedsføring, finansiering og forretningsudvikling.
  • IværksætterBoost – nye onlineforløb starter den 12. august, 7. september, 19. oktober, 21. oktober og 4. november 2026:
    Forløbet strækker sig over 3-5 uger og består af fem online sessioner, hvor deltagerne udvikler deres egen forretningsidé med sparring fra erfarne rådgivere og andre iværksættere. Gratis for borgere i Roskilde Kommune.
  • DRIVE – forløbet starter den 31. august 2026:
    Gratis iværksætterprogram over otte uger for mennesker med ADHD eller ADHD-træk. Forløbet kombinerer lokale netværksmøder, online undervisning, mentoring og fællesskab. Deltagelse sker via ansøgning.