Nye teknologier, krav og markedsvilkår betyder, at virksomheder løbende skal træffe beslutninger om en fremtid, de ikke kan forudsige. Tre lokale aktører går nu sammen om at hjælpe virksomheder med at opdage muligheder og risici i tide. Målet er at styrke virksomhedernes mulighed for at handle, før udviklingen bliver akut.

AI, cybersikkerhed, nye krav og ændringer i markedet er blot nogle af de områder, virksomheder skal forholde sig til. Samtidig skal den daglige drift passes, kunderne serviceres og medarbejderne ledes.

Det kan gøre det svært at finde tid til at løfte blikket og forholde sig til de forandringer, der kan få betydning for virksomheden på længere sigt.

– Mange virksomhedsledere har naturligt fokus på det, der ligger på bordet her og nu. Men hvis man først forholder sig til en forandring, når den er blevet akut, er der ofte færre muligheder at vælge imellem. Fremtidsberedskab handler ikke om at gætte, hvad der sker. Det handler om at få øje på udviklingen tidligt nok til, at man selv kan være med til at vælge vejen, siger Tanja Dinsen, ansvarlig for SMV-udvikling og fremtidsberedskab hos Roskilde Handel & Erhverv.

Lokale aktører går sammen

Roskilde Handel & Erhverv, Danske Bank Roskilde og Roskilde Handelsskole møder dagligt det lokale erhvervsliv fra forskellige vinkler. Nu går de tre aktører sammen om Forspring – en ny lederuddannelse, der skal styrke virksomhedernes evne til at tage de nødvendige dialoger for at være forberedt på de dagsordener, som presser sig på.

Man kan ikke forudsige fremtiden, men man kan være bedre forberedt på den. Det er grundideen i Forspring.

Uddannelsen er målrettet ledere i virksomheder med 5-100 medarbejdere, og deltagerne arbejder med deres egen virksomhed gennem hele forløbet. De får blandt andet blik for trends, muligheder og risici, et tjek af virksomhedens AI-modenhed og input om ESG og cybersikkerhed.

Undervejs samles indsigterne i et Fremtidskort, der giver overblik over virksomhedens vigtigste prioriteringer og næste skridt.

– Deltagerne skal hjem med mere end ny viden. De skal have et klarere blik på deres egen virksomhed og en konkret plan for, hvad de skal handle på. Målet er at give dem bedre mulighed for at træffe beslutninger i tide frem for først at reagere, når de er nødt til det, siger Tanja Dinsen.

Kort om Forspring

Forspring strækker sig over fire undervisningsdage med start den 8. oktober 2026. Flere ledere og nøglepersoner fra samme virksomhed kan deltage. Man kan læse mere om uddannelsen på Roskilde Handel & Erhvervs hjemmeside.

FAKTA

Om Forspring

  • Fire-dages lederuddannelse med fokus på virksomhedens fremtid, muligheder og handlekraft
  • Målgruppe: Ledere i virksomheder med 5-100 medarbejdere
  • Start: 8. oktober 2026
  • Indhold: Blandt andet trends, AI, ESG, cybersikkerhed og ledelse – med egen virksomhed som omdrejningspunkt.
  • Det får du med hjem: Et overblik over muligheder og risici for din virksomhed og en konkret, visuel handleplan med prioriteringer og næste skridt.
  • Medlemspris: 4.500 kr. ekskl. moms for medlemmer af Roskilde Handel & Erhverv og erhvervskunder i Danske Bank. Ellers er prisen 7.500 kr. ekskl. moms.
  • Flere deltagere: Mulighed for gradueret pris, hvis flere fra samme virksomhed deltager.
  • Bag uddannelsen: Roskilde Handel & Erhverv, Danske Bank Roskilde og Roskilde Handelsskole.