For andet år i træk donerer Sydbank Fonden 50.000 kroner til julemarkedet i Roskilde. Støtten skal være med til at skabe julestemning og liv i byen, når julemarkedet vender tilbage den 5. og 6. december.

Når julemarkedet indtager Roskilde den første weekend i december, bliver det med juleboder og forskellige aktiviteter, der skal give både borgere og besøgende en anledning til at lægge vejen forbi byen.

Den lokale opbakning spiller en vigtig rolle i arbejdet med at skabe aktiviteter som julemarkedet. I år er Sydbank Fonden igen blandt dem, der bakker op.

Bag julemarkedet står Roskilde Handel & Erhverv i samarbejde med PSE Musicon og Roskilde Kommune. Hos Roskilde Handel & Erhverv glæder direktør Morten Bo Berthelsen sig over opbakningen.

– Det betyder meget, når lokale virksomheder og aktører bakker op om de aktiviteter, der skaber liv i Roskilde. Julemarkedet er ikke kun en begivenhed i sig selv. Det er også med til at give folk en anledning til at komme ind til byen, opleve julestemningen og bruge butikkerne og byens øvrige tilbud. Vi er derfor meget glade for, at Sydbank Fonden igen har valgt at støtte julemarkedet, siger Morten Bo Berthelsen.

Lokal opbakning gør en forskel

Det er privatdirektør Per Knudsen Thyrrestrup fra AL Sydbank, der på vegne af Sydbank Fonden overrækker donationen. Han glæder sig over, at fonden igen er med til at støtte julemarkedet.

– I AL Sydbank er vi optagede af at bakke op om aktiviteter, der skaber liv lokalt og giver mennesker lyst til at bruge byen. Julemarkedet er en anledning til at samle både borgere og besøgende og vise, hvad Roskilde har at byde på. Vi glæder os derfor over, at Sydbank Fonden for andet år i træk støtter julemarkedet og er med til at skabe julestemning og tiltrække besøgende til byen. Samtidig bidrager vi selv til julemarkedet med en aktivitet for alle hos AL Sydbank, siger Per Knudsen Thyrrestrup.

Sæt kryds i kalenderen 5.-6. december

Årets julemarked finder sted lørdag den 5. og søndag den 6. december. Her kan man gøre gode fund blandt juleboder, deltage i forskellige juleaktiviteter og møde de faste torvehandlere. Roskilde Handel & Erhverv offentliggør senere på året flere detaljer om programmet.

Så allerede nu er opfordringen klar – sæt kryds i kalenderen den 5.–6. december, og kom til julemarked i Roskilde.

FAKTA

  • Jul på Stændertorvet i Roskilde med gratis entré
  • 5.–6. december 2026
  • Arrangeret af Roskilde Handel & Erhverv i samarbejde med PSE Musicon og Roskilde Kommune samt med støtte fra Sydbank Fonden.

På billet ses fra venstre: Finansøkonom, trainee fra AL Sydbank Sofie Breinholt Madsen, privatdirektør fra AL Sydbank Per Knudsen Thyrrestrup og direktør fra Roskilde Handel & Erhverv Morten Bo Berthelsen.